Vedtægter

§1.Foreningens navn er: Søndre Klegod Grundejerforening.

§2.Foreningens formål er at have indseende med overholdelsen af de deklarationer, som det offentlige kræver tinglyst på ejendomme, der omfattes af lokalplan nr. 2B´s område samt at forestå anlæggelse og vedligeholdelse af fælles veje, stier, fællesarealer, parkeringspladser og fælles anlæg.

§3. Enhver, der ejer jord eller bygninger, eller som for længere tid lejer jord eller bygninger i det område, som fremgår af det for området udarbejdede kort, kan være medlem af grundejerforeningen.

§4. Foreningens kontingent fastsættes på den årlige generalforsamling for et år ad gangen pr. grund.

§5. Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer.

Afgår et medlem i årets løb indtræder suppleanten.
Valgbar til bestyrelsen er alene medlemmer i henhold til vedtægternes §3 eller disses ægtefæller, samlevere.

Bestyrelsen forvalter foreningens anliggender og råder over dens midler i overensstemmelse med vedtægterne, således som den finder det formålstjenligt og som besluttet på generalforsamlingen.

Bestyrelsen sørger om fornødent formidlet lån til etablering af nødvendige veje og fælles anlæg, fordeler udgifterne ved anlæg og vedligeholdelsen af disse og forestår god ordens opretholdelse på vejen og fællesarealer.

Bestyrelsen har i øvrigt også til opgave at føre nødvendige forhandlinger med henblik på områdets vand- og elforsyning. Bestyrelsen drager omsorg for, at foreningens midler er anbragt til forrentning i et pengeinstitut, bortset fra sådanne mindre beløb, som kassereren eller bestyrelsens bestemmelse må disponere over.

§6. Regnskabsåret løber fra 1. oktober til 30. september.
Regnskabet revideres af 2 af generalforsamlingen valgte revisorer, som skiftevis er på valg.

§7. Bestyrelsens medlemmer og suppleanter vælges af generalforsamlingen for 2 år, idet den større eller mindre del afgår skiftevis. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen vælger selv sin formand og fordeler forretningerne mellem medlemmerne indbyrdes.

§8. Bestyrelsen sammenkaldes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer begærer det.
For at bestyrelsens beslutning kan have gyldighed, skal mindst 3 medlemmer være til stede. Sagerne afgøres ved almindelig stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

§9. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes årligt inden udgangen af november. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må være formanden i hænde inden den 15. oktober og være skriftligt fremsat og motiveret.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen beslutter dette, eller såfremt 15% af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt til formanden fremsætter en motiveret begæring herom.

Enhver generalforsamling indvarsles med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne.

Dagsorden:
a. Valg af dirigent
b. Formanden aflægger beretning.
c. Kassereren fremlægger revideret regnskab til godkendelse.
d. Valg af medlemmer til bestyrelsen og 2 suppleanter.
e. Valg af revisorer.
f. Fastsættelse af næste års kontingent.
g. Eventuelt.

På generalforsamlingen afgøres i almindelighed de forelagte sager med simpel stemmeflerhed. Til forandring af vedtægterne fordres dog, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede eller repræsenteret, og at beslutning om vedtægtsændring tages med 2/3 af de afgivne stemmer. Er så stort et antal ikke til stede, indkaldes til ny generalforsamling, på hvilken der da tages bestemmelse uden hensyn til det mødte antal, men med 2/3 majoritet.

På generalforsamlingen har hvert medlem en stemme pr. grund.
Såfremt en eller flere grunde ejes af flere personer i fællesskab, gives der kun en stemme pr. grund.

Der kan stemmes ved fuldmagt efter følgende regler:
a. En stedfortræder kan stemme med en fuldmagt. Stedfortræderen behøver ikke at være medlem af foreningen.
b. Et medlem kan være stedfortræder for et andet medlem og således udover sine egne stemmer maksimalt have en stemme ved fuldmagt foruden.